Skolen tiltrak familie fra Færøerne

På Byhaveskolen blev Solrun glad igen og selv om hun først skulle lære dansk, gik det hurtigt fremad med at læse og skrive og ikke mindst med at finde venner

I foråret 2010 blev det nok for Solruns familie.

Efter sit første år i folkeskolen var Solrun langt efter sine kammerater rent fagligt, det kneb med at holde fast i venskaberne, og hver morgen var det en ulykkelig pige, der blev sendt i skole. Flere gange om ugen flygtede hun hjem eller hen til sin farmor i utide. Selv om Solrun fik ekstra støtte næsten hele dagen, blev hun hyppigt taget ud af klassen eller fik papir at tegne på, mens kammeraterne fik undervisning.

– Vi havde i god tid bedt om ekstra støttetimer, en kompetent vejleder havde rådgivet om den nødvendige undervisning, og vi var også blevet lovet, at Solrun ville få en klasselærer, der var engageret i at have et barn i klassen med særlige behov, fortæller Solruns mor, Ingrid Hayfield Eysturdal.

– Vi fandt dog hurtigt ud af, støttetimerne ikke var nok, og at klasselæreren ikke havde taget højde for, at der skulle en helt anden undervisning til for Solrun, siger hun.

Der er en specialskole på Færøerne en times kørsel fra, hvor familien boede, men det stod klart for forældrene, at børn med den type udfordringer som Solruns blev sendt ud i folkeskolerne med støttetimer, så familien måtte søge løsningen i Danmark.

Solrun har ikke en egentlig diagnose men den udfordring, at hun er langsom til at modtage læring, og hendes sociale kompetencer er ikke alderssvarende. Hun er 11 år og går i 5. klasse, men udviklingsmæssigt er hun ikke på det niveau.

– Gennem bekendte fandt vi ud af, at der var en specialskole i Svendborg, og da vi havde fået en god snak med dem her, begyndte vi at forberede en flytning fra Færøerne til Svendborg, og Solrun blev visiteret til Byhaveskolen, fortæller Ingrid.

Ingrid måtte sige sit job op, mens manden, Martin Eysturdal, kunne fortsætte med at sejle ud fra Norge som hidtil. De vurderede at Solruns søskende, Julian og Frida, nok skulle klare miljøskiftet. Desuden har familien andre pårørende i Danmark, de kunne støtte sig til i starten.

 

Har ikke fortrudt springet

Den første tid var svær for alle. Frida skulle i 0. klasse og Julian i 4. klasse. Nye bøger og måder at lære på og nye kammerater. For Solrun var det danske sprog en stor udfordring. Men efter de første måneders anstrengelser, begyndte hverdagen at fungere for familien.

– Vi blev godt modtaget både som forældre og elev, og hele tiden har vi et tæt samarbejde med lærerne på skolen. Det jeg så godt kan lide her er, at børnene bliver delt op i forhold til, hvor de er udviklingsmæssigt, og så får de undervisning derfra. De bliver mødt, hvor de er, og det er det der virker for vores datter, fortæller Ingrid.

– Solrun skulle starte i Danmark med at lære et nyt sprog, men det kom hurtigt. Hun blev hurtigt glad og villig til at lære, og hun rykker sig hele tiden, fordi der bliver stillet krav til hende. I dag kan hun læse og skrive, og i takt med at vi har oplevet en gladere pige, der har udviklet sig, er vi andre i familien også blevet gladere og hviler i beslutningen, fordi det var det rigtige, siger hun.

Solruns søskende presser hende lidt, for de er også glade for at se, at de igen har en glad søster. Solrun har fået venner her, og de hygger sig selv om de geografisk jo bor langt fra hinanden. De har samme interesser som andre unge, men de kan bedre forstå hinanden.

– Hvis du ikke har det sociale på plads, går det ud over indlæringen. Når hun føler, hun er noget sammen med de andre, er hun glad, konstaterer Ingrid.

– Nu har vi stor tiltro til, at Solrun klarer sig godt. Hun er god til at læse og kan også skrive. Jeg ved ikke om hun er længere, end jeg havde håbet på, men jeg har stor tiltro til, at hun nok skal klare sig, når hun engang skal videre fra Byhaveskolen, siger Ingrid.